 | Sommerbogen kører stadigvæk | | 23/7-2010 |
Solrød Børnebibliotek har et super tilbud til alle børn, der bor i Solrød Kommune, og som kan læse: Deltag i vores konkurrence om Sommerbogen. Reglerne er enkle: Du skal læse mindst 5 bøger, skrive en anmeldelse på hver og aflevere dem på biblioteket. Så deltager du i lodtrækningen om 3 dejlige gavekort til Solrød Boghandel. Ud over de tre lodtrækningskort har du mulighed for at vinde X-faktor gavekortet: Det uddeles til den, der har lavet de mest anderledes anmeldelser, og det er helt suverænt børnebibliotekets personale, der bestemmer. Dine anmeldelser skal senest være afleveret mandag den 16. august, og lodtrækningen finder sted i børnebiblioteket onsdag den 18. august.
Selvom Solrød Bibliotek i øjeblikket er forvandlet til minibibliotek, er der masser af gode forslag til, hvad man kan læse. Kom ned på biblioteket og bliv inspireret til at finde netop det, som interesserer dig. Og husk, en bog kan man have med sig alle vegne, i toget, på stranden, hjemme i liggestolen og måske som lydbog, mens man kører i bil. Og husk også, en bog har aldrig sidste salgsdato og smelter aldrig i varmen.
Velkommen til Sommerbogen 2010.
|