SOLRØD KOMMUNE  |  PAS OG KØREKORT Logo
Logo
Forside Nyheder Kontakt Selvbetjening Kort Ledige jobs Aktivitetskalender Udskriv Indeks  Søg
Her er du:  Pas og kørekort  /  Pas

Pas

Når du skal have pas skal du møde personligt op i Borgerservice på rådhuset. Bemærk, at dette også gælder for børn.

Husk korrekt dokumentation når du søger pas

• Dit sidst udstedte pas, hvis passet skal fornys

• Original dåbs- eller navneattest, hvis du ikke har et pas i forvejen

 • Fødselsattest, hvis du søger om pas til et unavngivet barn

 • Sundhedskort (sygesikringsbevis), hvis dit personnummer ikke fremgår af attesten eller af din billedlegitimation, og du ikke har et pas i forvejen

 • Et vellignende foto. Foto kan også tages i Borgerservice

Skyldes nyt pas navneændring, medbringes endvidere:
• Original dåbsattest, navneattest
• Dokumentation for nyt navn

I dag foregår store dele af pasekspeditionen digitalt. Derfor skal du ikke udfylde et ansøgningsskema. Alle nye pas skal indeholde fingeraftryk, så du får taget digitale fingeraftryk, når du bestiller et nyt pas (gælder alle over 12 år).  

Pas til børn

Alle børn skal uanset alder have deres eget pas. Passet er gældende i 2 år for børn under 2 år og 5 år for børn mellem 2 og 18 år, og koster mindre end et voksent pas. Børn skal selv med, når ansøgning om pas afleveres. I tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed, skal begge forældre/indehavere af forældremyndighed underskrive samtykkeerklæringen på pasansøgningen. Dette gælder også ved fornyelser og forlængelser af børns pas.

Fingeraftryk i pas

Pas udstedt fra den 1. januar 2012 skal indeholde fingeraftryk. Ønsker en pasansøger ikke at afgive fingeraftryk, kan der ikke  udstedes pas til pågældende. Reglen om fingeraftryk i pas er gældende for alle personer over 12 år.

Kom i god tid!

Det kan tage op til 3 uger at få lavet et pas. Så kom i god tid, inden du skal bruge det nye pas. Undersøg i god tid inden rejsen om dit pas er gyldigt. Visse lande kræver, at pas er gyldige 6 måneder ud over rejsens varighed.

Husk korrekt pasfoto!

Der er en række krav til et korrekt pasfoto, som du skal overholde, fordi vi skal godkende dit billede. Billedet må højst være 6 måneder gammelt. Det skal være vellignende, det skal vise hovedet og det øverste af skuldrene, taget lige forfra med lukket mund, og det skal være egnet til indscanning. Formatet er 35 mm x 45 mm, og hovedet skal måle mellem 30-36 mm fra hagespids til hårtop. Reglerne gælder også børn.

Man kan få taget foto i Borgerservice. Det koster 120 kr.. Vi tager dog ikke foto af børn under 5 år. Det skyldes, at vi bruger fotostandere, og derfor kun har begrænset mulighed for justering af udstyret.

Passets gyldighed

  • Er du over 18 år gælder passet i 10 år.
  • Er du mellem 2 og 18 år gælder passet i 5 år.
  • Er barnet under 2 år gælder passet i 2 år.

Priser på pas

Du skal betale for passet, når du afleverer din ansøgning.

  • Voksne mellem 18 og 65 år koster 626 kr. inkl. fingeraftryk
  • Børn og unge under 12 år koster 115 kr.
  • Børn og unge over 12 år og indtil 18 år koster 141 kr. inkl. fingeraftryk
  • Voksne over 65 år koster 376 kr. inkl. fingeraftryk
Kontakt
BorgerService
Solrød Center 1,
2680 Solrød Strand

Tlf. 56182050
Fax. 56182020
E-mail borgerservice@solrod.dk
Vis mere
Logo til Politi
Siden er sidst ændret: 07-04-2014
Solrød Kommune Solrød Center 1 2680 Solrød Strand - Tlf. 5618 2000 - Fax 5618 2020 kommunesolrod.dk Åbningstider CVR- og EAN-numre